DS 469:2013 Varme- og køleanlæg i bygninger og DS 447:2013 Ventilation i bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer. Der er mange nye krav og skærpelser i disse normer som har stor betydning. I denne sidste artikel af to sættes der fokus på, hvad kravene i DS 447 betyder for ventilationsbranchen
Brian Schiøtt – projektudviklingschef hos ClimateConsult og medforfatter af den nye ventilationsnorm – sætter her fokus på, hvad kravene i DS 447 betyder for ventilationsbranchen.
Standarden har et generelt afsnit, hvor alle de overordnede krav er angivet til:
- Systemvalg
- Indeklima
- Brugernes mulighed for indflydelse
- Støj til omgivelserne
Det at standarden nu også er gældende for naturlig og hybrid ventilation betyder naturligvis også, at man skal overveje og kunne redegøre for sit systemvalg i forhold til de forskellige rum i en bygning. Såfremt man indbygger forskellige systemer i den samme bygning, skal man sikre, at systemerne kan fungere hensigtsmæssigt og ikke påvirker hinanden negativt.
Men det betyder også helt overordnet, at kravene til indeklimaet er tilnærmelsesvis ens for de tre systemvalg – mekanisk, naturlig og hybrid ventilation. Men der er forskel på nogle enkelte punkter – f.eks. er der ikke filtreringskrav til naturlig ventilation, som det er tilfældet for mekaniske anlæg.
Under de generelle krav er indeklima-delen selvfølgelig det bærende afsnit, som er underopdelt i:
- Atmosfærisk indeklima (Luftkvalitet)
- Termisk indeklima
- Akustisk indeklima
Afsnittet samler dimensioneringsforudsætningerne og de overordnede funktionskrav til indeklimaet. Hvorimod mange af minimumskravene til indeklimaet er angivet i andre dele af den danske lovgivning, som der så er henvist til.
Den tidligere ellers meget anvendte standard DS/CEN/CR 1752 med kategorierne A, B og C er udgået og erstattet af DS/EN 15251. Den bygger godt nok på det samme grundlag, men giver ikke samme overblik og samtidig er lydkravene blevet flyttet væk fra kategoriseringen til en særskilt liste med væsentligt højere støjniveauer.
Grundet det danske CO2-krav på maksimalt 1.000 PPM i BR10 og i arbejdstilsynets regler, kan man endvidere ikke anvende DS/EN 15251 standardens kategorier uden også at beregne CO2-koncentrationen i de ventilerede lokaler.
Under akustisk indeklima, bør man også registrere, at støjkravet i BR10 til boliger, hotelværelser m.m. også omfatter krav til lavfrekvens støj, hvilket kan give væsentlige problemer at overholde i mange projekter.
I afsnittet for mekanisk ventilation er kravene inddelt i et afsnit for:
- Projektering
- Anlægsudførelse og komponenter
- Indregulering og aflevering
I nedenstående sættes fokus på nogle af de stramninger der er blevet indarbejdet i standarden.
Tæthedskrav
Generelt kan der opnås meget store besparelser på driften af ventilationsanlæg, hvis de blev udført tættere end hvad der er normal praksis i dag.
Det er også et kernepunkt, at de dimensionerende luftmængder reelt tilgår betjeningsområdet og ikke forsvinder i det fri eller sikrer at teknikrum, skakte, hulrum over nedhængte lofter m.m. bliver vel-ventilerede grundet lækagen.
For kanalsystemets vedkommende, er det normale minimumskrav nu angivet til tæthedsklasse B, hvorimod den anbefalede klasse for cirkulære kanaler er strammet til klasse C, som kun har en 1/3 lækage i forhold til klasse B.
Dette vil kræve en væsentlig større omhyggelighed under kanalmontagen, da de fleste kanalsystemer i dag kun lige kan leve op til tæthedsklasse B og nogle gange kan selv dette knibe. Så her er altså en oplagt energibesparelse for fremtidens ventilationsanlæg.
Stramningen i tæthedsklasse følges op under kravene før aflevering, da det også er blevet obligatorisk, at der SKAL udføres tæthedsprøvning af en repræsentativ del af kanalsystemet på lige fod med, at anlægget skal indreguleres.