Indbyggerne i Silkeborg skal håbe på, at 2021 bliver husket for bedre vejr end det, som maj har budt på.
Silkeborg Forsyning har nemlig lukket for det store, gasfyrede kraftvarmeværk, og sætter sin lidt til, at solen kan de sikre 24.000 tilkoblede bygninger og boliger i den jyske by med fjernvarme og varmt vand.
Ikke i al fremtid, men her i sommermånederne.
Baggrunden for den beslutning er, at værket skal ses efter og vedligeholdes og solfangeranlægget, der er blandt verdens største, skal som udgangspunkt tage over, når byens borgere tænder for radiatoren eller vil i et varmt brusebad.
Og der er en stor klimagevinst i sigte, hvis solen er samarbejdsvillig, fortæller direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup:
Hvis solen hjælper os, så kan vi spare klimaet for omkring 3.250 tons CO2 hen over sommermånederne, siger han.
Det svarer til CO2-udledningen fra over 1,3 millioner liter benzin.
Med solparken har vi tænkt fremsynet og innovativt i Silkeborg. Solparken giver os nogle muligheder for at levere klimavenlig fjernvarme, som ikke findes ret mange andre steder i Danmark, siger Jens Bastrup.
Og man må håbe på solen, for eftersynet af kraftværket er ikke bare en lille omgang med smørekanden. Tværtimod er det den helt store tur, et såkaldt major overhaul, hvor teknikerne åbner dampturbinen op for at se, om alt er, som det skal være.
Vi bor i Danmark, og alle ved, at sommeren også kan blive en regnfuld og kølig affære. Og hvis solen ikke skinner nok til, at solparken kan klare varmebehovet alene, går Silkeborg Forsynings back up-plan i gang.
Silkeborg Forsyning kan producere varme i en meget stor elkedel, hvis strømpriserne er gunstige, fx hvis det blæser meget og vindstrømmen er billig. Endnu en grøn og klimavenlig energikilde, som fjernvarmenettet kan udnytte.
Silkeborg Forsyning forventer at tænde for kraftvarmeværket igen i begyndelsen af september.
Kilde: Silkeborg Forsyning