Det er ikke grønt, men derimod helt sort, på den negative måde, at der igen kun blive åbnet for en lille del af de mange midler, når Bygningspuljen igen er åben for ansøgninger. Det mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Organisationen forudser, at puljen, der er på 250 mio. kr. vil blive tømt på ganske få dage, og dermed igen resulterer i et varmepumpe-marked, der oplever stop´n´go effekten.
Det er helt sort. Vi kan se frem til, at puljen endnu engang bliver tømt på rekordtid og igen vil sætte en prop i markedet for varmepumper. Vi har tidligere estimeret, at op mod 18.000 olie- og gasfyr kan blive skrottet i 2021, men det kommer ikke til at ske med det, der nu er lagt op til, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ arbejdsgiverne.
Sidste år blev de 245 millioner kroner i puljen revet væk på blot fire dage, og mere end 13.000 ansøgninger fik afslag på tilskud til varmepumper og andre grønne energirenoveringer. Nu åbner puljen for ansøgninger den 7. april med 250 millioner kroner i spil, selvom der er hele 675 millioner kroner i dette års pulje.
Resten vil blive fordelt i to ansøgningsrunder senere på året. Det hjælper bare ikke med til at få nedbragt det store behov, der allerede nu er opbygget blandt boligejere og installatører.
I 2020 fik mere end 2/3-dele afslag på deres ansøgning. De vil helt sikkert ansøge en gang til, og det betyder i praksis, at puljen bliver tømt meget hurtigt igen. Vi havde håbet, at Energistyrelsen ville have prioriteret midlerne sådan, at det blev muligt at håndtere den pukkel, der er blevet opbygget. Men det kræver mere end de 250 millioner kroner, der nu bliver stillet til rådighed i første ansøgningsrunde, siger Troels Hartung.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne