Er vores eksisterende boliger klar til fremtidens klima? Læs her, hvordan et nyt forskningsprojekt vil kortlægge udfordringerne og give konkrete løsningsforslag
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 13, 2025 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder (læs originalartiklen her)
Af Kristine Strøm og Steffen Petersen, Aarhus Universitet, samt Helle Foldbjerg Rasmussen og Stine Pagaard Haahr, Teknologisk Institut
Klimascenarier forudser fortsat stigende udetemperaturer samt flere og mere ekstreme hedebølger i fremtiden, hvilket i høj grad vil påvirke indeklimaet i vores bygninger. Allerede i dag ses et stigende problem med overophedning, men løsningen er ikke blot at skrue op for køling og ventilation, da det vil medføre øget energiforbrug og CO2-udledning.
I projektet ”Klimaforandringernes Effekt på Indeklimaet” samarbejder Aarhus Universitet og Teknologisk Institut om at undersøge, hvordan vi kan fremtidssikre vores eksisterende boliger, så de forbliver sunde og komfortable at opholde sig i, samtidig med at de bliver mere klimavenlige. Fremtidssikring er nødvendig for at undgå, at store dele af bygningsmassen bliver utidssvarende og ubehagelig at opholde sig i, og dermed også for at mindske behovet for nybyggeri.
Historiske klimadata skaber fremtidens udfordringer
En væsentlig udfordring for eksisterende bygninger er, at de som regel er designet ud fra standardiseret og historisk vejrdata, som repræsenterer et gennemsnitsår for ét geografisk sted i Danmark (DRY 2013). Dette vejrdata afspejler hverken lokale forskelle, klimaforandringer eller urbaniseringens såkaldte varme-ø-effekt. Denne praksis resulterer i et “performance gap”, hvor bygningernes faktiske energiforbrug og indetemperatur overstiger de forudsete beregninger. Dermed bliver mange bygninger varmere end forventet, hvilket øger behovet for køling. Det er netop dette gap, projektet ønsker at mindske ved at integrere fremtidige klimascenarier og stedsspecifikke data som grundlag for tilpasningsstrategier.
Kortlægning af udfordringer og løsninger
Formålet med projektet er først og fremmest at kortlægge de konkrete udfordringer, som klimaforandringerne medfører for det termiske indeklima i eksisterende danske boliger. Kortlægningen baseres på forskellige klimascenarier og lokale klimadata og omfatter boliger fra perioden cirka år 1900 og frem til i dag.
Ud fra denne viden udvikles konkrete løsningsforslag til renovering og forbedring med det formål at øge bygningernes termiske modstandsdygtighed. Tiltagene kan for eksempel omfatte solafskærmning, optimeret naturlig ventilation og andre passive kølingsstrategier.
Projektet gennemføres i to faser:
• Del 1, der ledes af Aarhus Universitet, fokuserer på at skabe en nuanceret kortlægning af, hvordan bygningers termiske indeklima præsterer under ekstreme og gennemsnitlige fremtidige klimaer. Dette kommer til at inkludere arketype-baserede simuleringer af etageboliger, der blandt andet inddeles efter byggeår og ændringer i bygningsreglementet.
• Del 2, der ledes af Teknologisk Institut, bygger videre på kortlægningen fra del 1 og skal sikre en praktisk anvendelighed af den nye viden gennem case-bygninger. Der vil blive afholdt en brancheworkshop for at formidle den genererede viden i del 1 og for at indsamle forslag til mulige løsninger, der bør undersøges. I case-bygningerne vil der være en helhedsorienteret tilgang således, at der både ses på termisk indeklima, dagslys, udsyn, energiforbrug samt miljøpåvirkning af de foreslåede løsningstiltag. På den baggrund opstilles en række tekniske og arkitektoniske løsningsforslag til de analyserede bygningstyper.
Klimaforandringers betydning for varme- og kølebehov
Som en del af projektets indledende analyser har Aarhus Universitet gennem ASCEND-projektet – støttet af EU Interreg ÖKS og Realdania – gennemført et graddøgnsbaseret studie af fremtidige opvarmnings- og kølebehov i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Udviklingen er her sammenlignet på tværs af tre klimascenarier (RCP2.6, RCP4.5 og RCP8.5) for perioden 2030-2098.
Regionale forskelle i fremtidens energibehov
Resultaterne af studiet viser en tydelig tendens mod stigende kølebehov og faldende varmebehov over hele regionen, hvilket er særligt markant i scenariet med de højeste emissioner (RCP8.5). Kølesæsonen bliver længere, mens varmesæsonen bliver kortere, og behovet for at håndtere overophedning udvides mod nord – der fremkommer kølebehov i områder, der ikke traditionelt set har været vant til kølebehov. Et eksempel på dette ses af figur 1, hvor den forventede absolutte ændring i kølegraddage (ΔCDD) for hvert af de tre klimascenarier er illustreret. De gule prikker indikerer områder med et ikkeeksisterende kølebehov i 2030, men hvor der er opstået et kølebehov i løbet af perioden.
Byområderne bliver særligt udfordrede
Den rumlige fordeling af resultaterne viser samtidig store geografiske forskelle på tværs af regionen. Zoomes der ind på Danmark, hvilket figur 2 er et eksempel på, ses det, at Sjælland generelt vil opleve større stigninger i kølegraddage end Jylland, og at byområderne er særligt udsatte grundet høj befolkningstæthed. Når resultaterne vægtes efter befolkningstæthed (W. ΔCDD), fremhæves de største danske byer (for eksempel København, Aarhus og Odense), hvor stigningen i kølebehov falder sammen med en høj befolkningstæthed. Udover at disse områder har størst betydning for det samlede nationale energiforbrug, er det også i disse mere tætbefolkede områder, at mennesker i højere grad opholder sig i kompakte boliger med begrænset mulighed for naturlig ventilation, hvilket øger risikoen for overophedning.
Fra analyse til handling
Kortlægningen af klimaforandringernes effekt på indeklimaet i projektets del 1 giver et nyt, mere nuanceret billede af, hvordan forskellige bygningstyper reagerer under fremtidens klimaforhold. Resultaterne fra Aarhus Universitets graddøgnsanalyser danner et solidt grundlag for at målrette løsninger dér, hvor behovet er størst – særligt i byområder, hvor ændringen i energibehov har den største indvirkning på det nationale energiforbrug.
I projektets anden fase omsættes denne viden til konkrete, anvendelige løsninger. Forskellige strategier afprøves for at mindske risikoen for overophedning uden øget energiforbrug. Arbejdet sker i tæt dialog med branchen gennem en workshop, hvor resultater fra analyserne præsenteres, og hvor praktikere bidrager med erfaringer og ideer til tiltag, der testes i simuleringer og målinger. Målet er at skabe løsninger, der kan implementeres direkte i fremtidige projekter.
De samlede erfaringer munder ud i en guideline og et løsningskatalog, der kan hjælpe rådgivere og bygherrer med at designe og renovere bygninger, så de forbliver komfortable og energieffektive i et varmere klima.
Projektet samler dermed forskning og praksis i ét fælles mål: at skabe boliger, der både er robuste over for og tilpasset fremtidens klima. Klimaforandringernes effekt på indeklimaet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Teknologisk Institut – støttet af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Projektet præsenteres på Indeklimaets Temadag, der afholdes den 29. januar 2026 på Teknologisk Institut.

