Hørsholm Golf har åbnet dørene for en grønnere virksomhed. Det er ikke græsset, men varmen der er blevet grøn.
Med nærvarme får Hørsholm Golf varme igennem to miljørigtige varmepumper i klubhuset. De skal ikke tænke på installationen, driften eller de økonomiske risici forbundet med varmepumperne, men betaler for sit faktiske varmeforbrug – helt på linje med fjernvarme.
Udviklingen af nærvarme-konceptet er støttet af Energistyrelsen og er en håndsrækning til de mange boligejere og virksomheder rundt om i landet, der gerne vil af med oliefyret.
– Vi er glade for at kunne skrotte oliafbrændingen i fyret med grøn nærvarme. Dette som led i vores stadige bestræbelser på en gennemført bæredygtig drift af det samlede anlæg og for at udbygge vores unikke internationale certificering i Golf Environment Organisation, siger Peter Arendorff, direktør i Hørsholm Golf.
Varme på abonnement
Det er forsyningsselskabet Norfors, der i samarbejde med Sustain Solutions tilbyder nærvarme og sørger for, at varmepumperne kører og opvarmer Hørsholm Golfs bygninger og brugsvand. Sustain Solutions samarbejder også med andre forsyningsselskaber i andre dele af landet.
– Nærvarme giver både fleksibilitet i budgettet, kendte udgifter til varme og indblik i indeklimaet. Det er tilmed nemt, fordi vi tager os af alt det praktiske, og nærvarmen benytter de eksisterende installationer som radiatorer og gulvvarme. Og så er det bare et af de grønneste alternativer til fossile brændsler, siger adm. direktør Christian Niepoort fra Sustain Solutions.
Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune og bestyrelsesformand i forsyningsselskabet Norfors, forventer sig meget af initiativet.
– Jeg er stolt over, at vores kommune nu kan tilbyde borgere og virksomheder, som ikke selv har mulighed for at investere i en varmepumpe, eller har lyst til at drifte den, et miljøvenligt alternativ til oliefyret. Det skal vi have meget mere af, siger borgmester Morten Slotved.