Verden over mangler mere end 1,4 mia. mennesker rent drikkevand. Et af de mange områder er Kigoma-regionen i Tanzania, og her vil UNICEF og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) i løbet de kommende tre år sørge for bæredygtig vandforsyning til knap mange tusind mennesker – heriblandt tusindvis af børn. Kigoma-regionen rummer flere udsatte landsbysamfund og huser desuden tre flygtningelejre med ca. 260.000 flygtninge.
En del af målbeskrivelsen for samarbejdet er, at de nye løsninger skal være både langtidssikre og bæredygtige. Her bliver omdrejningspunktet soldrevne vandsystemer, som leverer drikkevand til landsbyerne. Desuden vil partnerne benytte den såkaldte tTem-teknologi, der er udviklet af forskere ved Aarhus Universitet.
tTem-teknologien giver ved hjælp af elektromagnetiske impulser mulighed for at udpege de optimale steder at bore efter vand. Hele arbejdet sker i tæt samarbejde med Tanzanias regering og de lokale myndigheder, der kommer til at spille en vigtig rolle for både udvikling og vedligehold af vandforsyningerne.
Med en samlet planlagt donation på over 37 mio. kroner fordelt over de næste tre år bliver det nye vandprojekt i Kigoma-regionen det største enkeltstående projekt i Poul Due Jensens Fonds portefølje.
– Når vi nu går sammen med UNICEF, kommer vi altså til at nå op mod 700.000 mennesker i Kigoma-regionen, som sikres adgang til rent drikkevand med bæredygtig teknologi. Det er noget, der virkelig kommer til at gøre en forskel. Vores håb er desuden, at vi sammen med UNICEF kan udbrede vores bæredygtige teknologi yderligere, ikke bare i Tanzania, men også til mange andre steder i verden, siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.