Reglerne for klimatilpasning til stigende mængder regnvand er forældede, komplekse og for bureaukratiske. Derfor præsenterer regeringen nu et samlet udspil til nye regler, der skal sikre flere og billigere tiltag til regnvandshåndtering.
– Den seneste måneds oversvømmelser viser tydeligt, at klimaforandringerne allerede er en realitet i Danmark. Vi har set massive vandmængder; byer, der står under vand og folk, der bliver evakueret. Det har store konsekvenser for de mange mennesker, der er påvirket. Vi skal blive langt bedre til at håndtere de store vandmasser, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Håndtering af stigende regnfald er historisk set sket ved at udvide kloakrør nede i jorden. I dag laves klimatilpasning også over jorden ved fordybninger i parker og langs veje. Det er ofte både billigere, hurtigere og til mindre til gene for borgerne, da det kræver et langt mindre anlægsarbejde. Men de nuværende regler sikrer ikke i tilstrækkelig grad, at der laves de effektive og billigere løsninger.
De nuværende regler fra 2016 foreskriver, at klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal medfinansiering på 25 procent. Det har i praksis medført færre projekter, da projekterne er underlagt kommunernes anlægsloft og derfor har indgået i en samlet prioritering sammen med eksempelvis børnehaver og skoler. Det betyder, at vandselskaberne har været nødt til at lave de dyrere projekter under jorden, som de kan gennemføre alene, og det er dyrt for danskernes vandregning. Med de nye regler vil regeringen give vandselskaberne bedre mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne.
I dag er der flere forskellige regelsæt, der regulerer vandselskabernes klimatilpasningstiltag, som ikke spiller sammen. Med udspillet foreslår regeringen en række forenklinger, og samler de forskellige regelsæt i et. Det skal gøre det lettere at anvende og administrere reglerne. Desuden bliver det muligt for flere aktører at deltage i projekterne, og reglerne begrænses ikke til bestemte geografiske områder.