De færreste unge drømmer om at blive teknisk isolatør. Mange ved slet ikke, hvad faget går ud på. Derfor skal virksomhederne i de mindre kendte håndværksfag blive langt bedre til at fortælle om deres muligheder. Og samtidig skal de lære at tage bedre imod unge lærlinge.

Hvis virksomhederne i HVAC-branchen og de tekniske isoleringsfag vil tiltrække flere medarbejdere, skal de ikke blot vente på, at unge mennesker søger ind på uddannelserne. De skal selv være langt mere opsøgende og fortælle, hvad fagene kan tilbyde. Og de skal være åbne over for mennesker, som måske allerede har haft en karriere i en helt anden branche.
Det var nogle af de centrale budskaber fra Søren Østergaard, ph.d. og udviklingschef ved Center for Ungdomsstudier, da han satte fokus på rekruttering, generationsforskelle og arbejdskultur ved Techisol 2026 i Kolding.
– For hvor mange unge har egentlig en karriereplan, der handler om at blive teknisk isolatør? Ikke ret mange, konstaterede han.
Og det havde mange af de nuværende medarbejdere i branchen formentlig heller ikke, da de var unge. Netop derfor skal virksomhederne være langt bedre til at fortælle historierne om fagene, arbejdsopgaverne og karrieremulighederne.
De mennesker, der allerede kender fagene, er ifølge Søren Østergaard de bedste til at sælge dem til andre.
Kig også efter medarbejdere med en anden karriere bag sig
Rekruttering bør heller ikke kun handle om de helt unge. Søren Østergaard opfordrede virksomhederne til at se mere åbent på mennesker, som har arbejdet i andre fag og måske har 15-20 år tilbage på arbejdsmarkedet.
– Mange mennesker skifter retning i løbet af arbejdslivet, og de tekniske fag kan være en attraktiv mulighed for personer, der ønsker nye udfordringer og mere praktiske arbejdsopgaver.
Samtidig pegede ungdomsforskeren på eleverne på de forberedende grunduddannelser, FGU, som en oplagt målgruppe.
– Mange af de elever er usikre på deres fremtidige uddannelses- og erhvervsvalg.
Her ligger der ifølge ungdomsforskeren et potentiale for brancher, som har svært ved at gøre sig synlige blandt de unge. Men det kræver, at virksomhederne og branchens organisationer selv tager initiativ til at møde de potentielle medarbejdere og vise dem, hvad arbejdet indebærer.
De unge mangler ikke evner – men erfaring
Når virksomhederne får nye lærlinge, vil de opleve, at de ikke nødvendigvis ligner de medarbejdere, som allerede er i branchen. De kommer med andre erfaringer, en anden baggrund og en anden måde at kommunikere på.
Men ifølge Søren Østergaard er det vigtigt ikke at forveksle manglende erfaring med manglende evner.
– Der er meget få ting, unge mennesker ikke kan lære. Men der er en række kompetencer, som de ikke har haft mulighed for at øve i samme omfang som tidligere generationer.
Det gælder blandt andet sociale og relationelle færdigheder. Hvor tidligere generationer i høj grad udviklede deres sociale kompetencer gennem samvær i lokalområdet, fritidsaktiviteter og besøg hos kammerater, er en større del af de unges kontakt i dag foregået digitalt.
– Derfor kan virksomhederne ikke tage for givet, at en ny lærling fra første dag kender alle de uskrevne regler på en arbejdsplads.
Søren Østergaard mindede også de erfarne medarbejdere om, at det, de selv opfatter som sund fornuft, ofte bygger på årtiers opsparet erfaring.
– Det, der virker indlysende for en medarbejder med 30 eller 40 års erfaring, er ikke nødvendigvis indlysende for en ung, der netop er begyndt på arbejdsmarkedet.
Virksomhederne skal påtage sig ansvaret for at oplære lærlingene. Og de skal arbejde med kulturen på arbejdspladsen, hvis de vil fastholde de unge.
– I skal være dygtige til at lære fra jer. I skal skabe rammer, hvor de unge kan udvikle de nødvendige faglige og sociale kompetencer gennem læretiden, lyder det fra Søren Østergaard.
Et godt arbejdsmiljø er afgørende
Men det handler ikke kun om oplæring. Det handler også om omgangstonen og kulturen på arbejdspladsen.
Flere håndværksfag har vanskeligt ved at tiltrække kvinder, og her bør virksomhederne ifølge Søren Østergaard blandt andet se kritisk på deres egen jargon og den måde, medarbejderne omgås hinanden på.
– En hård tone, indforståede vittigheder og ironi, som de erfarne medarbejdere opfatter som en naturlig del af hverdagen, bliver ikke nødvendigvis forstået på samme måde af nye medarbejdere.

