Konsortiet Medic OUH, der består af KHR Arkitekter, White Arkitekter, Dall & Lindhardtsen, WSP Sverige, EKJ Rådgivende Ingeniører, Oluf Jørgensen samt en række underrådgivere skal være totalrådågiver på det første af Danmarks superhospitaler. Det 212.000 kvadratmeter store universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital.
Der er afsat 6,3 mia. kroner til Nyt OUH, der bliver det største helt nye sygehus i Danmark. Sammen med det sundhedsfaglige fakultet vil byggeriet samlet set svare til bykernen i en større dansk provinsby. Første spadestik tages i 2015, og efter planen står Nyt OUH færdig i 2018-2021.