En ny rundspørge blandt de større industrimedlemmer i Branchefællesskab for Intelligent Energi viser, at der er udsigt til omsætningsvækst. Faktisk siger halvdelen af virksomhederne, at de forventer en vækst på toplinjen på 30 procent eller mere. Det tegner et billede af, at der er ved at komme drev i markedet, siger Intelligent Energi, men understreger også værdien ved at få håndteret de regulatoriske barrierer for vækst.
Fjernaflæste målere, apps til energikunderne, bygninger med fjernstyrede køle- og varmeanlæg og fjernstyrede varmpumper i boliger. Det er eksempler på løsninger i det intelligente energisystem, som skal sikre balance mellem vindproduktion og forbruget. Og forventningerne til at øge omsætningen er store, når Branchefællesskab for Intelligent Energi i dag slår dørene op til sit årsmøde.
I rundspørgen blandt 10 store industrimedlemmer svarer de med høje forventninger til udviklingen i toplinjen. Af de adspurgte ser halvdelen en omsætningsvækst på over 30 procent frem mod 2016. Det kan ses i forhold til, at et tilsvarende spørgsmål i en egentlig medlemsundersøgelse i 2012 viste, at færre end hvert fjerde medlem forventede en tilsvarende vækst.
Ikke overraskende peger medlemmerne i rundspørgen bl.a. på, at it- og kommunikationsudstyr er blandt de forretningsområder, der forventes at vokse. Men hvad skal drive løsningerne frem? Flere af virksomhederne peger på, at de ser regulering som den væsentlige barriere for, at Danmark kan være verdensførende inden for smartenergi-området.