Omsætningen vokser og indtjeningen går frem trods et mere udfordrende marked. Store investeringer i innovation fortsætter. Øget fokus på den grønne omstilling skaber nye vækstmuligheder.
I årets første ni måneder øgede Danfoss sin omsætning med 4 procent til 4,8 milliarder euro, drevet af vækst i koncernens kerneforretninger og et øget globalt fokus på energieffektivitet og elektrificering som del af den grønne omstilling. Det er især fremgang på markeder i Europa, dele af Asien, Latinamerika og Rusland, som trækker omsætningen op. Danfoss leverede en stærk indtjening fra driften (EBITA) på 602 millioner euro og en EBITA-margin på 12,7 procent – et driftsresultat, der er 5 procent bedre end i samme periode sidste år.