Fremtidens bæredygtige by- og boligformer bliver præsenteret på Building Green

Fremtidens trends inden for bæredygtig byudvikling og boligformer er på dagsordenen, når Building Green Aarhus løber af stablen i Centralværkstedet. Kommer vi til at se flere selvforsynende bysamfund eller bliver boligerne i højere grad tilskåret nye familiemønstre? Skal vi bo tættere på mindre plads eller designe naturlandskab helt ind i spisestuen?

De spørgsmål, og mange flere, bliver stillet, forsøgt besvaret og sat til debat under forårets Building Green Aarhus den 3.-4. april, hvor flere talere fra ind- og udland taget emnet op til debat.

Fremtidens levedygtige boliger og døgnfluer
Kristina Jordt Adsersen, der er segmentschef for boligbyggeriet i LINK Arkitektur, er en af dem, der beskæftiger sig med fremtidens boligformer, og hun holder indlæg om emnet på Building Green den 4. april.

– Vi bygger så mange nye boliger i disse år, der vil præge vores byer og deres beboere i de næste mange hundrede år. Derfor skal vi tænke langsigtet og helhedsøkonomisk. Vi skal både fokusere på ressource- og energiforbrug, men også på social bæredygtighed ved blandt andet at sikre fleksible boliger, der understøtter mange typer livsmønstre og fællesskaber, fortæller hun.

I sit indlæg giver Kristina Jordt Adsersen sit bud på, hvad der bliver fremtidens levedygtige boliger eller døgnfluer.

– I fremtidens boliger og bydele vil både energimæssig bæredygtighed og social bæredygtighed gå hånd i hånd og skabe nye typer grønne miljøer og fællesskaber, som vi ikke før har set så meget til. Jeg inddrager projekter som Fystikkbakken, der indeholder nye boligtypologier som ’søstre’-, skilsmisse-’ og ’venneboligen’, og jeg vil også komme ind på vores store tryghedsrenoveringsprojekt Bispehaven, hvor vi arbejder med et helt bydelskvarter.

Se hendes og mange andre spændende indlæg d. 3. & 4. april på Building Green Aarhus. Tilmeld dig gratis HER

Se også det fulde program