Fra Søren Pinds hår til FNs verdensmål

Hvad har uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds hår, Dag 0 i Sydafrika og FNs verdensmål med hinanden at gøre?

Det er 3 emner, der de seneste uger har været med til at sætte vand på dagordenen og dermed minde os om at bruge vand med omtanke.
Lad os begynde med Søren Pinds hår.
Ministeren søsatte midt i januar en kampagne for at få højere vandtryk i København. Der skulle komme mere vand ud af hans bruser, så han kunne få skyllet sæben ordentligt ud af håret, sagde han blandt andet til P1 Morgen med et glimt i øjet.
Søren Pind (V) fulgte op med facebook-siden ”Sæt vandtrykket op, der er ikke vandmangel i Danmark”, og det var tydeligt, at Københavns forsyningsselskab HOFOR var tildelt skurkerollen.

I begyndelsen var kampagnen mest ”for sjov”, men i den forgangne weekend har to toneangivende medier fulgt op med hver sin vinkel på historien.
Jyllands-Posten har set på sammenhængen mellem vandtryk og faren for den potentielt dødelige bakterie legionella, mens Berlingskes historie handler om, at Søren Pind fører kampagne og stiller spørgsmålstegn ved, om det er i orden.

Vandtryk og legionella

Vandtrykket kan vi ikke hjælpe med, men vi kan pege på, at der er findes brusere og vandhaner, der i hvert fald gør noget ved den vekselvirkning af alt for varmt og koldt vand, der nogle gange er konsekvensen af, at vandtrykket er for lavt i for eksempel en etageejendom. På den måde sikrer du i hvert fald en ensartet temperatur på dit badevand.
Vi har her på Vand med Omtanke flere gange skrevet om legionella. Der er rent teknisk flere ting man kan gøre for at undgå faren. Det benytter man sig for eksempel af i hospitalssektoren, når man vil af med bakterier i det varme vand.

Cape Town mangler vand

I Danmark har vi fremragende drikkevand direkte fra vandhanen. Sådan er det ikke i sydafrikanske Cape Town, hvor myndigheder og indbyggere i disse uger tæller ned til Dag 0, hvor byen løber tør for drikkevand. Helt tør.
Hvad der så sker, står hen i det uvisse.
Men det er sådanne historier, der minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark passer på vores drikkevand og vores miljø.

Undgå flaskevand

Det skal vi gøre uden at blive hellige og uden at give afkald på komforten. Heldigvis er der flere ting, vi kan gøre.
Vi kan for eksempel holde op med at købe flaskevand og i stedet drikke vand fra vandhanen.
Det er en kæphest, vi ofte har taget en galop på her på Vand med Omtanke, og vi er heldigvis ikke ene om at synes godt om den tur.
EU-kommissionen har for eksempel på sit seneste møde foreslået en revidering af drikkevands-direktivet.
Det indebærer blandt andet forslag om drikkevandsfontæner, så europæerne kan drikke rent postevand frem for at købe flaskevand. Det er billigere for den enkelte, og det mindsker CO2-udslippet – og hjælper dermed EU til at opfylde FNs verdensmål.
Det er også med til at begrænse plastik-affald i verdenshavene og på de europæiske strande. Her er plastic-flasker det mest almindelige plastik-affald, fastslår EU-kommissionen.
Der er altså kun gode grunde til at bruge vand med omtanke – og at bruge det direkte fra vandhanen.