B Cool A/S har opkøbt Memac, som er specialister i softwareløsninger til overvågningssystemer, der typisk anvendes i maskinrum.
– B Cool kan nu servicere og levere SEA-moduler, der anvendes på 150-200 skibe, som vi ikke hidtil har haft som kunder. Vi har mulighed for at levetidsforlænge maritime og landbaserede installationer med UNISAB-styringer, og sidst, men absolut ikke mindst har vi udvidet vores besætning med endnu flere servicefolk i verdensklasse, siger Carsten Jensen, direktør i B Cool A/S.
Memac fortsætter som produktnavn og teknologi i et nyt, selvstændigt selskab – B Cool Controls A/S. Dette selskab skal fortsat være specialiseret i produktion, vedligeholdelse og reparation af softwarebaserede styringssystemer om bord på skibe. John Winther bliver administrerende direktør. Han har været en del af Memac siden 1995.